Om CraftVrket

CraftVrket er et værkstedhotel for mindre kreative virksomheder, der typisk arbejder med hænderne og med både traditionelle håndarbejder, mindre håndværk evt. kombineret med moderne teknologier.

Odense har flere kontorhoteller med fine gulve og flere makerspaces til hobbyvirksomhed. Men med CraftVrket får Odense også et regulært “hotel” for små kreative virksomheder, der har brug for et mere rustikt lokale. I konceptet er også indbygget et fællesskab, der støtter vækst og udvikling af virksomhed og produkt.

“Indbyggerne” i CraftVrket har måske et ønske om at leve af deres produktion – eller måske blot at kunne supplere en indtægt med en produktion af smykker, strik, vævning, re- eller upcyckling af genbrugsmaterialer og meget andet.

Visionen er at skabe et rum, hvor unge og ældre kreative mennesker mødes omkring, det at skabe et liv med en kreativ virksomhed og støtte hinanden med erfaringer og ideer til at løfte alles virksomheder. Så måske er du en ung designer, eller en senior-selvstændig eller du har en helt anden indgang til dit virke.

Du mangler plads og/eller et fællesskab, hvor din virksomhed kan udvikle sig. Her står CraftVrket parat med en plads at bolte sig på.

Ud over det sociale fællesskab vil CraftVrket på sigt kunne stille en række teknologier og værktøj til rådighed, som vi deles om – og dermed spare miljøet for unødig forbrug. På tegnebrættet er f.eks. en laserskærer, en større 3D printer, en god broderimaskine og andet værktøj, der er dyrt at anskaffe for den enkelte og kræver plads.

CraftVrket drives af Sophie Hovdekorp.
Sophie har drevet egen virksomhed siden 2009. Virksomheden har lavet flere ting undervejs, som f.eks. at arbejde med mindset omkring økonomi og selvstændig virksomhed, produktion og sparring omkring hjemmesider og mailsystemer til nyhedsbreve, SOME m.m.

Siden 2014 har fokus ligget på at lære børn og deres voksne om robotter og programmering gennem leg med robotter og kreative projekter med kredsløb. Undervejs er eksperimenter med lys og sensorer i tekstiler og papir vokset støt. Denne interesse kombineres med at re-designe forskellige materialer og effekter fra genbrugsbutikker og lign. Så den ene dag laves der tasker med lys. Der er næsten altid lys et sted i Sophies tasker…. og dagen efter arbejdes der med en lysinstallation til et stor væk ud af bøger, malerier, gamle lamper m.m. eller praktiske møbler til CraftVrket.

Sophie Hovdekorp